Prevalence and cause of Methylisothiazolinone contact allergy
Konserveringsmidlet methylchloroisothiazolinone/methylisothiazolinone 3:1 har været på markedet i over 30 år og bliver brugt i alt fra maling, lak og rengøringsmidler til kosmetik. Samtidigt er det blandt konserveringsmidler en af de hyppigste årsager til kontaktallergi.
I 2005 blev methylisothiazolinone (MI) alene tilladt som konserveringsmiddel i kosmetik og rengøringsmidler; nogle år inden blev det tilladt i industriprodukter.
I dette studie udført 2010 undersøgte vi prævalensen og årsagerne til kontaktallergi over for MI. Fra maj 2006 til februar 2010 blev 2536 patienter lappetestet med MI på Gentofte Hospital som det eneste sted i landet.
I alt 37 patienter (1,5 %) var allergiske over for MI. Relevant eksponering for MI blev fundet i 24 af de 37 patienter, hovedsageligt fra kosmetiske (12) og arbejdsrelaterede (11) produkter.
Blandt patienterne med arbejdsrelateret eksponering var fem malere. På trods af, at MI alene kun har været på markedet i nogle få år, er prævalensen af kontaktallergi allerede på samme niveau som andre allergifremkaldende konserveringsmidler.