Solcremer og allergi
Solcremer
Hudkræft er den hyppigste kræftform i Danmark. For store doser af solens UV-stråler skader huden. Jo flere solforbrændinger og jo højere livstidsdoser af UV-stråling, desto større er risikoen for at udvikle kræft i huden. Det er derfor vigtigt at beskytte dig og dine børn mod solen.
Kræftens Bekæmpelse har i deres solkampagne opstillet fire solråd: siesta, solhat, solcreme og sluk solariet. Solkampagnen anbefaler brug af solcreme faktor 15 (SPF) i Danmark på de dele af kroppen, som ikke er dækket af tøj, hvis man er i direkte sol i mere end få minutter.
Solfiltre inddeles i kemiske filtre og fysiske filtre. De kemiske filtre er kemiske stoffer, som trænger ned i de yderste lag af huden og absorberer UV-strålerne. Eksempler på kemiske filtre er: octocrylene og benzophenone.
De fysiske filtre lægger sig som en film uden på huden og reflekterer og spreder UV-stråler. Titanium dioxide er et eksempel på et fysisk filter.
Solcremer kan give allergi
Man kan få allergi over for indholdsstofferne i solcremer fx. parfumestoffer og konserveringsmidler, som ved brug af almindelige fugtighedscremer.
De kemiske solfiltre kan også give allergi i huden, mens det fysiske filter (titanium dioxide) ikke er allergifremkaldende. De kemiske solfiltre kan forårsage to forskellige former for allergi:
- Kontaktallergi, som opstår uanset om det kemiske solfilter udsættes for sollys eller ej. Symptomerne (eksem) viser sig der hvor man er i kontakt med solcremen, dvs. også på ikke sollysudsatte steder.
- Fotokontaktallergi, som opstår, når det kemiske solfilter – efter det er trængt ned i huden – ændres af UV-strålerne på en måde, så der opstår et allergifremkaldende stof. Denne allergi forudsætter, at kemikaliet UV-bestråles. Symptomerne (eksem) opstår der hvor man er i kontakt med kemikaliet og samtidig er udsat for sollys.
Solfiltre har relativt sjældent været årsag til allergi, men med den tiltagende anvendelse af solcreme, så er der også kommet flere rapporter om både kontaktallergi og fotokontaktallergi.
De kemiske solfiltre, som hyppigst rapporteres som årsag til allergi, er octocrylene, benzophenone-3, benzophenone-10 og ethylhexyl methoxycinnamate. Dette hænger ikke nødvendigvis sammen med at de er meget allergifremkaldende, men kan være fordi de bruges meget som solfiltre.
Hvis man får en allergisk reaktion på en solcreme er det vigtigt at ophøre med at bruge solcremen, blive behandlet hos lægen og blive udredt hos en hudlæge for allergi, så man kan få rådgivning om hvilke solcremer, man kan anvende i fremtiden.
Hvis man vil nedsætte sin risiko for en allergisk reaktion kan man anvende en solcreme med det fysiske filter titanium dioxide. Selvom titanium dioxide ikke er allergifremkaldende, kan der godt være andre indholdsstoffer i den pågældende creme, der er allergifremkaldende .