Risikovurdering af biocider i kosmetik svigter
Hyppigheden af allergi over for biocider er fordoblet i perioden 1985-2013.
Et nyt studie fra forskere ved Videncenter for Allergi viser, at hyppigheden af allergi over for biocider, også kaldet konserveringsmidler, som kan være i kosmetik, er steget.
Hyppigheden af allergi over for biocider blandt eksem patienter, der testedes i 1985 var 6,7 %, mens hyppigheden var steget til 11,8 % i 2013.
To biocider, methyldibromo glutaronitrile og methylisothiazolinone, resulterede i en stor stigning i hyppigheden af nærmest epidemiske proportioner. Methyldibromo glutaronitrile blev forbudt i kosmetik i 2007, hvorefter der stort set ikke påvises relevante tilfælde af allergi mere, mens allergi over for methylisothiazolinone udgør et stort, stigende og klinisk relevant problem.
Det har været klart siden 2010 at der var et betydeligt problem med methylisothiazolinone i befolkningen specielt forårsaget af kosmetiske produkter, men der er endnu ikke taget nogen skridt til at begrænse det.
Artiklen fokuserer på at der i fremtiden er behov for at nye biocider kun tillades midlertidigt og at der foretages en ny evaluering inden endelig tilladelse til brug i kosmetik og andre forbrugerprodukter.
Link til artiklen på engelsk https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/26184096/
Foto: Colourbox