Tatoveringsfarve

Der findes to slags tatoveringer:

Midlertidige tatoveringer – eller hennatatoveringer.
Permanente tatoveringer

Nogle reklamerer med “semi-permanente tatoveringer”, men det er tvivlsomt, om det kan lade sig gøre at lægge farve i huden på en måde, der sikrer, at farven kun forbliver i huden midlertidigt.

Hennatatoveringer

Midlertidige tatoveringer kaldes også sorte hennatatoveringer og males direkte på huden, hvor de kan holde nogle uger.

Henna er et naturstof, der giver en rødbrun farve, og som ikke i sig selv er særligt allergifremkaldende. Hennas farve er svag og holder dårligt, og derfor kan der ved midlertidige tatoveringer være blandet kemikalier som p-phenylenediamine (PPD) eller beslægtede stoffer i.

PPD og lignende stoffer giver en flot sort farve, der holder længe, men stofferne er stærkt allergifremkaldende og kan give livsvarig allergi – både over for tatoveringen og hårfarver, hvor stofferne også bruges.

Et studie fra Tyrkiet, hvor hennatatoveringer er udbredte, undersøgte indholdet i 25 henna-produkter anvendt til midlertidige tatoveringer og fandt, at samtlige indeholdt PPD i koncentrationer mellem 3,37 pct. og 51,6 pct (Aktas Sukuroglu et al, 2017).

Case om kontakteksem efter midlertidig hennatatovering.

Permanente tatoveringer

Ved permanente tatoveringer prikkes farven- også kaldet blækket 1-2 mm ned i huden 50-3000 gange i minuttet (Thum, CK, 2015). Her ligger farven så permanent. I nogen tilfælde afbleges farven med årene.

Tatoveringsblæk indeholder farvepigmenter i et opløsningsmiddel, som kan være tilsat kemikalier der holder pigmenter opløst og konserveringsmidler for at undgå mikrobiel vækst. Andre stoffer og urenheder, f.eks. fra produktionen, kan også være til stede.

I 2011 undersøgte Miljøstyrelsen 65 forskellige tatoveringsfarver fra 10 farveserier og fandt at 13 af farverne indeholdt de kræftfremkaldende stoffer BaP, anilin, o-anisidin og 3,3´-dichlorbenzidin, som er restprodukter efter nedbrydning af azofarver.

En italiensk markedsundersøgelse af metalindholdet i tatoveringsfarver fra fire forskellige leverandører fandt metaller som aluminium, barium, kobber og jern i større mængder, samt giftige metaller som bl.a. cadmium, mangan og bly i mindre mængder. Også kendte allergifremkaldende stoffer som krom, kobolt og nikkel blev fundet (Forte et al, 2009).

Den svenske kemikalieinspektion undersøgte i 2010 31 tatoveringsfarver i forskellige nuancer for sundhedsskadelige stoffer. I analyserne fandt man bl.a. 20 aromatiske aminer (mistænkt for at være kræftfremkaldende og allergene) og 14 metaller. Kun fem af de 31 farver indeholdt ikke sundhedsskadelige stoffer.

En svensk markedsundersøgelse fra 2021 fandt at 93 pct af 56 tatoveringsfarver ikke overholdt de Europæiske krav til mærkninger af tatoveringsfarver, og 61 pct af dem indeholdte mistænkelige pigmenter, bl.a. Pigment Red 22, som er begrænset inden for EU. I 37,5 pct af tatoveringsfarverne fandt de også allergenet PEG som ikke var deklareret. Jern, aluminium og kobber var de metaller der blev fundet i de højeste koncentrationer, dog stadig under eller omkring EU-grænserne (publiceret 14. december 2020). Der var krom og nikkel i næsten alle prøverne, dog mest i grønne og blå farver. (Wang et al. 2021)

En undersøgelse fra 2014 udført af de schweiziske myndigheder baseret på 229 farveprøver påviste at hver femte farve havde forbudte pigmenter. 103 (45 pct.) var så sundhedsskadelige, at de blev forbudt, heraf var 24 pct på grund af konserveringsmidler; benzisothiazolinone, methylisothiazolinone og formaldehyde blev fundet i 24%, 8% and 7% af farverne (Hauri U, 2014).